13. dec. Skandinavisk Lucia-optog og tyske plejehjem

Del blogindlægget

(Billedet er fra min søsters Luciaoptog i en dansk kirke i Sydslesvig)

 

I dag d. 13. december er det Luciadag og dette har altid været noget helt særligt for mig.

Jeg er født og opvokset i Tyskland. Men Lucia er ikke en tradition der ellers findes i Tyskland. Så hvordan hænger det sammen med min kærlighed for denne skandinaviske tradition?

Nu vil jeg fortælle jer et lille juleeventyr om et mindretal syd for grænsen, som ses som en ressource.

Jeg har gået på en dansk skole, Ejderskolen i Sydslesvig – Rendsborg, hvor det at være luciapige, er en stor ære. Det er nemlig ikke alle, der kan, eller må, være luciapige. Man skal til audition og så skal man være heldig at blive optaget. Lige præcis som Kulturmødeambassadør Lara beskriver det i hendes indlæg tidligere i dag,“Kan Lucia-bruden bære tørklæde?”. Modsat Lara var jeg blot så privilegeret at jeg var en af dem der blev optaget – Dengang.

Og så går euforien i gang. Det er altid kun de ældste af eleverne, der må være luciapiger på min gamle skole. Så dengang man selv var lille så man op til dem der fik lov. Det har altid været noget helt fantastisk.

Men ikke bare det. Det kan faktisk også blive ret stressende, da vi skulle øve rigtig meget for at få det bedst mulige ud af det. Vi skulle gå synkron, synge perfekt, holde lyset på samme højde, ikke besvime og smile, imens vi sang. Og alt det skulle man huske på, selvom man kun var ca. 13-15år gammel. Og det er en hel del.

Alligevel lykkedes det år efter år for vores korleder, at få det bedst mulige ud af pigerne.

Men det er ikke det der er det rigtige eventyr. Det kommer nemlig her:

Blandt alle de forskellige steder, hvor luciapigerne kommer og synger i Sydslesvig, synes jeg at to gør størst indtryk på mig. Og det er kirken, fordi her er der bare den bedste atmosfære og folk vender sig hypnoticeret om, når optoget kommer ind og imens pigerne synger. Og så kan jeg virkelig godt lige, når luciapigerne synger på de tyske plejehjem. 

At Lucia-optog fra de danske mindretalsskoler i Sydslesvig kommer ud på tyske plejehjem og synger, har for meget altid været helt naturligt. Men det er vel i virkeligheden ret unikt at en mindretalstradtion, bliver en begivenhed i en majoritetssammenhæng, som de tyske plejehjem er.

(Og ud fra den betragtning, kan jeg godt synes at det er synd at Lara, som del af en minoritet i Danmark, ikke synes at det er naturligt at hun kan være en del af Lucia-traditionen på lige fod).

Min særlige eventyrsfortælling kommer især til udtryk sidste år:

Her fik min lillesøster æren af at være luciapige, og jeg tog med ud til et af deres optog på et tysk plejehjem. 

Jeg fik tårer i øjnene og gåsehud over hele kroppen. Ikke bare fordi min lillesøster så så fantastisk ud, men især fordi de gamle mennesker begyndte at synge/nynne med på nogle af sangene.

Pigerne sang på dansk, hvilket de ældre ikke talte. Men sangene findes rent faktisk også på tysk. Så selvom pigerne sang på dansk, så genkendte de ældre melodierne, og sang med på tysk. Her blev det hele til en ordentlig sprogblanding. Og der kunne man se, at luciapigerne virkelig gjorde de ældre glade over deres besøg.

Luciapigerne bærer lyset ind i den mørke tid. Også på den anden side af grænsen.

Og for mig er det, år efter år, noget af det mest hyggelige i december måned.