24. december: Jul er ikke bare en dato – det er en familiedag

Del blogindlægget

Da jeg var lille, var Juleaften det bedste! Det var spændende at lave ønskelister, åbne julekalendere, og have julelege i folkeskolen. Jo ældre man bliver, kan barneeventyret omkring Julen dog forsvinde en lille smule.

De seneste par år, har Juleaften ikke været så rosenrød. Det handler ikke mere om julegaver, julelege og kæmpe julefester. Vores juletræ er lige pludselig blevet meget lille, da det egentlig bare er en plastik-juletræ fra Gud ved hvor. Min mor arbejder på et plejehjem, og i år skal hun faktisk arbejde Juleaften.  Men det skader os ikke, for vi plejer faktisk enten at holde Jul den 23. eller den 25. December.
Vi er en ret stor familie (jeg har 6 søskende i alt), og det er kun mig og min lillebror, der bor hjemme. De andre er fuldvoksne, og har deres egne familier. Det fører så til, at vi planlægger, hvilken dato vi holder Jul. Derfor er Juleaften ikke en dato for mig, men snarere en familiedag. For når vi alle sammen mødes, er der fyldt med glæde. Vi ser nemlig ikke hinanden hver dag, så det er en dejlig måde at samle familien på igen. Der er nemlig en speciel positiv følelse af at være sammen med dem, man deler dejlige minder med. Faktisk, laver vi ikke det store. Vi danser ikke rundt om et juletræ, holder taler og alt muligt andet, der kunne tænkes at udfolde sig i en typisk dansk jul. For det meste sidder vi og snakker om forskellige emner, drikker vin, juleøl eller sodavand.

Maden er dog altid god! Normalt spiser vi kartofler, brunsovs, revet rødbeder og selvfølgelig den klassiske flæskesteg eller and. Men min mor kan også finde på at lave ghanesiske retter. Den mest populære hos os er den ghanesiske risret jollof eller fried rice. Hvis hun skal være ekstra fancy, laver hun banku (malet majsmel, som sættes i vand indtil, det er fast) med okrasuppe, hvilket er min livsret. Den danske lækre julemad og de traditionelle eksotiske ghanesiske retter gør Julen unikt, glædeligt og hjemmeligt.

Jeg nævnte før, at barneeventyret for mig er så småt forsvundet. Men det eksisterer stadig i mine små nevøer og niecer. De minder os om, at vi er en stor familie, og vi har hinanden. De viser også lykken i at have fætre og kusiner, som vokser op sammen, og udgør så den nye generation i familien. Vores dansk-ghanesiske familieånd er der og kærligheden er stadig stor omkring denne skønne dag. Selvom jeg er blevet voksen!