24. December – Julestemning

Del blogindlægget

”Hvad er det, der gør jul til noget særligt,
gør stuen lys og hjertet varmt og kærligt?
Er det med jul og krybben julenat
mon ingenting, når stjernen skinner mat?
Nej, julens stjerne lyser, når jeg ser,
det barn i krybben er så meget mer’ .” (Svend Erik Petersen)

Sådan lød det, hjemme hos mig da december for alvor blev skudt i gang. Imens min stedfar og jeg satte julelys og julepynt op herhjemme, kunne jeg fra vinduet se, vores naboer stå smilende på deres altaner med diverse julepynt og da følte jeg mig i julehumør. Hjemme hos mig fejrer vi juleaften med julemad, gaver og hvad der ellers hører til julen. I vores dagligstue har vi en sort hylde, hvorpå der ligger 2 koraner, den ene på arabisk og den anden på Kurmanji (Kurdisk dialekt) – og ved siden af dem, små nisser som del af julepynten. I et muslimsk hjem, har der altid været plads til andre traditioner og fejring af helligdage end bare vor egne, og dette føler jeg, har gavnet os som mennesker; at kunne sætte sig ind i andres traditioner og kulturer, ser jeg som en berigelse.

Dog har vi ikke altid fejret jul. Min første juleaften i 2004, var på et børnehjem, hvor jeg i en kort periode i min barndom boede. Jeg husker tydeligt, at min første julegave var en børnebibel, som jeg stadig har. Uanset hvor hyggelig julen, eller december generelt, for mig er i dag, savner jeg lidt julestemningen man følte som barn. Alt var så fantasifuldt; imens Pyrus spillede på TV2, blinkede alle de flotte lys omkring mig og duften af anden i ovnen bidrog til den fantastiske stemning. Nissen havde spist grøden, vi aftenen før havde sat oppe på loftet og julemanden var på vej til os med flere gaver og slik. Mens sneen dalede ude i kulden, sad vi indenfor i den varme og kærlige atmosfære og grinede aftenen væk. Når det endelig var tid til at sove, drømte jeg om alle nisserne, om julemanden og om, at de næste mange juleaftener skulle jeg hjem og fejre dem med min rigtige familie. Og således blev det.

Hvad er det, der gør jul til noget særligt?

Det er alle de ting penge ikke kan købe.

Glædelig 2. juledag.