Fællesskabet bæres af forskelligheder

Grænseforeningens kulturmødeambassadører er en gruppe af unge, der gennem deres opvækst er blevet stillet over for spørgsmål om identitet og tilhørsforhold, og lever et liv med tryghed i flere kulturer og sprog. GRÆNSEN var med tre af dem på besøg hos eleverne på Vrå Højskole.

 

Af Erik Lindsø

 

Vrå i Vendsyssel ligger langt fra alfarvej, og egnen kaldes udkantsdanmark. Men træder man indenfor på højskolen i Vrå, fornemmer man, at det er en udkant midt i verden.

Eleverne kommer fra 14 nationer, og der snakkes engelsk og dansk og indimellem grønlandsk, spansk og polsk. Det er den 7. maj, og eleverne er stadig optaget af den 4. maj om aftenen, hvor der var lys i vinduerne, og de havde fortalt hinanden historier om krig og befrielse i de lande, de kommer fra.

 

Med afsæt i livshistorien

Grænseforeningens Kulturmødeambassadører er inviteret til Vrå Højskole, og tre af dem har taget turen til det nordjyske for at fortælle og debattere med højskolens elever.

Kulturmødeambassadørerne er et projekt, som vil aktualisere mindretalserfaringer fra grænselandet ind i en moderne dansk dagsorden. Projektleder Nina Hammerich forklarer:

”Det er en dagsorden, hvor betydningen af 1864 og viden om 1920 er fraværende hos størstedelen af den yngre befolkning. Langt vigtigere og mere relevant for dem står årstal som 1989 og 2001, hvilket afspejler en langt større interesse for globale tendenser og strømninger end for fejringen af indadvendte danske minder”.

Korpset af ambassadører består af 21 unge. Nina Hammerich fortæller om deres sammensætning:

”Kulturmødeambassadørerne har alle en flerkulturel baggrund, der er sammensat på forskellige måder. Nogle af dem har danske aner, så langt familien kan huske tilbage, nogle er et mix mellem tyske og danske familier, og andre igen har en mere blandet europæisk baggrund. Fælles for alle er den flerkulturelle opvækst i Sydslesvig og det mere eller mindre stærke tilhørsforhold til det danske mindretal. Derudover inkluderer gruppen unge fra det tyske mindretal og unge med mange andre etniske baggrunde. Udover den flerkulturelle baggrund og en bopæl i Danmark har alle disse unge det til fælles, at de har gjort sig overvejelser om deres identitet og refleksioner over deres rolle i det danske samfund”.

På baggrund af deres egen livshistorie tager kulturmødeambassadørerne ud til forskellige grupper af unge mennesker i hele Danmark. De har besøgt ungdomspolitikere, lærerstuderende, elever på politiskolen, sygeplejeelever, en muslimsk studenterforening og mange andre. Om de erfaringer, de har gjort, siger Nina Hammerich:

”Gruppens blandede sammensætning giver en forstyrrelse af publikums umiddelbare forventninger til danske statsborgere og minoriteter. Mange bliver f.eks. overraskede over, at pigen med tørklædet taler et mere standardiseret rigsdansk end den blonde dreng med de blå øjne, eller at en ung, som definerer sig selv som en del af det tyske mindretal, har boet flere steder i Danmark end den unge, som er en del af det danske mindretal. På den måde sætter projektet meget tydeligt fokus på, at de forventninger, som mennesker helt naturligt opbygger til hinanden på baggrund af ydre kendetegn, ikke altid holder vand. Og derved viser projektet nødvendigheden af at møde hinanden som mennesker mere end som på forhånd definerede repræsentanter for en fortegnet gruppe”.

Tre af Kulturmødeambassadørerne er kommet til Vrå Højskole for, med historien om dem selv, at sætte kulturmødet til debat.

 

Drømmer på dansk, men har tyske forældre

Ria Kristin Langbehnn på 21 år bor og studerer i Århus, men er opvokset i Sydslesvig, og har en periode været formand for Sydslesvigsk Vælgerforenings ungdomsorganisation, SSW-U.

”Begge mine forældre er tyske, men de valgte at sætte deres børn i dansk børnehave og dansk skole”, indleder Ria sin personlige historie om, hvordan det har været at vokse op i et tysk hjem, men gå i dansk skole.

”Da jeg kom i gymnasiet, gik det op for mig, at jeg ikke var tysker. Jeg opdagede det ved, at jeg ikke brød mig om, at nogen kaldte mig tysker. Men jeg havde også svært ved at sige om mig selv, at jeg var blevet dansk”, forklarer Ria, og tilføjer, at hun i lang tid følte sig uden nogen nationalitet. Efter gymnasiet kom hun på High School i USA, og da hun skulle svare på, hvor hun kom fra, fik hun lyst til at sige Danmark.

”Mens jeg var i USA, gik det op for mig, at jeg var blevet dansksindet”, siger Ria til en tilhørerskare, der synligt finder historien om sindelagsskiftet interessant.

Efter opholdet i USA begyndte hun at studere i Århus.

”Jeg havde virkelig glædet mig til at få lov til at være dansk blandt danskere, men jeg har aldrig følt mig så tysk, som da jeg endelig fik lov til at bo i Danmark. Studiet kunne jeg sagtens klare, og som flersproget har man virkelig et fortrin. Det var omgangen med danskerne, der var svær. Den danske hverdag er virkelig svær at lære at kende, og jeg blev betragtet som en tysker, der havde lært dansk”, lyder det fra Ria.

”Hvad er du så nu – dansk eller tysk?” spørger en af højskoleeleverne.

”Jeg er nået frem til, at jeg både er dansk og tysk. Jeg drømmer på dansk, tænker på dansk, har en dansk kæreste – føler mig hjemme i Danmark. Men jeg er også tysk. Jeg er tysk statsborger, mine forældre er tyske, og det er i Tyskland, jeg er opvokset, svarer Ria Kristin Langbehnn.

 

Dansker i Hamborg, men tysker i Århus

Christoph Andresen er 22 år, studerer i Århus og er næstformand hos Jungespitzen, som er det tyske mindretals ungdomsorganisation.

Christoph er opvokset i det tyske mindretal og har gået i tysk børnehave og skole. Efter studentereksamen fra det tyske gymnasium i Åbenrå begyndte han at studere i Hamborg.

”Da jeg boede i Hamborg, opfattede jeg mig som dansker, men da jeg et par år efter begyndte at studere i Århus, opfattede jeg mig som tysker”, forklarer Christoph, som finder det naturligt, at man som opvokset i et mindretal bevæger sig mellem mindretalskulturen og flertalskulturen.

”Det er en styrke, vi har i et mindretal, at vi ikke bare er tosprogede, men også tokulturelle, siger Christoph.

”Hvad er du så – dansker eller tysker?”, bliver også han spurgt fra salen.

”Jeg har begge dele i mig, og jeg er et eksempel på, hvordan to kulturer kan forenes. Meget, der er normalt for mig, er underligt for andre. Juleaften f.eks. får vi typisk dansk julemad, men vi synger tyske julesange”, svarer Christoph.

”Når jeg skal forklare, hvem jeg er, så definerer jeg mig selv som Nordslesviger. Min identitet ligger i den egn, jeg kommer fra, og i Jungespitzen har vi dannet en ny kultur, som vi kalder den nordslesvigske,” uddyber Christoph.

”Ved du så, hvad der skal til for at skabe et godt kulturmøde?” spørger en af højskoleleverne, da Christoph forklarer, at han er barn af et kulturmøde mellem dansk og tysk. ”Det gode kulturmøde opstår, hvor mennesker mødes - og mødes i respekt for den anden. Det mest utrolige er, når man opdager, at man kan lære af den anden. Så sker det automatisk, at venskaber opstår, og man bliver forpligtede på hinanden og hjælper hinanden”, svarer Christoph.

 

Skønheden mellem to kulturer

Cagdas Citirikkaya er 22 år og studerer i Århus. Han er bestyrelsesmedlem i en dansk-tyrkisk forening samt medlem af Ny-dansk Ungdomsråd.

Cagdas fortæller om sin tyrkiske baggrund. Hans far kom til Danmark som gæstearbejder i 1960’erne, og de boede i Gjellerupparken ved Århus, hvor Cagdas gik i skole.

”Jeg synes, det er en skønhed at stå mellem to kulturer. Jeg er dansker, og jeg elsker rugbrød og lyse nætter. Men jeg er også tyrker, og jeg elsker den kollektivistiske tilgang og familiesammenholdet ved det tyrkiske”.

Cagdas er muslim, og han spiser ikke svinekød. Han forklarer, at islam og alt med religion nemt gør danskere nervøse.

”Jeg var en gang på en date med en dansk pige, og på et tidspunkt spørger hun: ”Hvor muslimsk er du?” Og jeg forklarede, at jeg ikke er mere muslimsk, end hun er kristen. I Danmark er der opstået en overfølsomhed over for islam, som nemt skaber fordomme”, mener Cagdas. Men de kan overvindes. Han bruger mødet med sin danske kæreste som eksempel.

”I starten var hendes forældre ikke begejstrede – fordi jeg er muslim. Men i et kærlighedsforhold kommer kulturmødet tættere på - det bliver dybere, fordi kærligheden skaber den gensidige respekt, der gør, at man får indsigt i hinandens værdier”, fortæller Cagdas.

”Er det det vigtigste, du har lært om kulturmødet?” bliver han spurgt.

”Ja, det gælder om, at vi giver hinanden chancen. Vi skal i dialog, for der sker noget, når vi over for hinanden får lov til at italesætte forskellene. Det jeg elsker ved Danmark er frisindet, hvor man giver frihed til forskellighed – at man kan være på mange måder og alligevel vokse sammen. Frisindet er det, der kan skabe gode kulturmøder. Hvis vi isolerer os og kun oplever andre kulturer på TV, så er det vi overreagerer på de forskelle, som kan blive alles styrke”, forklarer Cagdas.

 

Kendskab skaber venskab

På bagerste række i foredragssalen sidder en gammel vendelbo, der gerne kommer til højskolens fællesarrangementer. Han deltager livligt i debatten. Han trækker linjen bagud og fortæller om Børglum Kloster uden for Vrå, som i middelalderen var samlingssted for kulturer fra hele Europa, og som blev en smeltedigel for nybrud, der gavnede hele egnen.

Den gamle mand har i sin ungdom været elev på Askov Højskole: ”Jeg oplevede Jørgen Bukdahl, og han sagde, at et sandt fællesskab altid bæres af forskelligheder, og det kun er kendskab, der kan skabe venskab”.

 

Artiklen bringes i Grænseforeninges blad GRÆNSEN nr. 3 2010