Jeg er en dansktalene grønlænder

Jeg er bindestregs dansker eller som jeg siger når jeg er i Grønland, jeg er bindestregs grønlænder. 

Jeg hører til 2 lande og derfor også 2 kulturer og jeg vil gerne havde at folk ser mig ser mig som en af dem, når jeg er i det ene land, selvom jeg også hører til et andet. For jeg er ikke mere grønlænder end jeg er dansker og heller ikke omvendt.

 

Men selvom jeg har 2 kulturer, har jeg kun et sprog, hvilket har skabt en del komplikationer for mig. 

Da jeg var barn boede jeg i Danmark og dansk er derfor mit modersmål, selvom mine forældre er grønlændere. 

Jeg følte  aldrig rigtigt at jeg var dansker, fordi jeg ikke lignede de andre børn, med mit grønlandske udseende og mine forældre forklarede mig altid, at det var fordi at vi, i min familie, er grønlændere og at vi ville flytte til vores hjemland, når jeg blev større.

Det kom derfor heller ikke som et chock for mig, at vi skulle flytte til Nuuk i Grønland, da jeg var omkring 10 år gammel. 

Da jeg kom til Grønland, havde jeg for førstegang følelsen af at jeg var hjemme og for en tid var jeg meget lykkelig. 

Men jeg lærte hurtigt at jeg alligevel skilte mig ud blandt grønlændere, fordi jeg ikke talte grønlandsk.

Det er sådan at Grønland er et dobbeltsproget land, om man vil det eller ej, og en stor del af Nuuks befolkning taler både dansk og grønlandsk. 

Men det kan være rigtigt svært kun at have et sprog i et land hvor det er forventet at man taler 2 sprog. 

I Grønland er det desværre sådan, at man skal tale dansk for at få en vidergåendeuddannelse plus at man skal kunne tale grønlandsk for at bevare sin grønlandske identitet.

Jeg kom som 10 årig, i en dansk klasse i den grønlandske folkeskole, selvom jeg selv havde bedt om at komme i en grønlandsk klasse. Min familie og jeg fik dog at vide at det ikke kunne lade sig gøre, da jeg ikke talte grønlandsk.

Jeg oplevede hele tiden folk, der så ned på mig, fordi jeg ikke var en "rigtig" grønlænder og det var noget der tog meget hårdt på mig, specielt i mine tidlige teenage år, fordi jeg bare gerne ville accepteres.

Folk kaldte mig ting som landsforræder, dumme dansker og nogle  sagde endda at jeg, som dansktalende grønlænder, var en skændsel for Grønland.

 

Jeg reagerede på den måde, at jeg holdt helt op med at tale, når jeg var blandt andre mennesker, det var faktisk kun min familie, som jeg have lyst til at tale med, da jeg var meget flov over, at jeg ikke talte grønlandsk.

Jeg kunne selvfølgelig bare lære grønlandsk og så ville det være overstået, men når man bliver diskrimineret og ikke altid har fået en optimal undervisning i sproget, kan det være rigtigt svært at lære det. 

Plus at de fleste aviser osv. i Grønland, både er skrevet på dansk og grønlandsk og at de dobbelt sproget, altid vælger at tale dansk til de dansktalende, hvilket ikke gavner, hvis man skal lære grønlandsk.

Det skal lige siges, at jeg har haft nogle grønlandsklærere i skolen, som var gode, men det har desværre været over kortere perioder. 

Men det har primært været folks nedladende kommentarer der ødelagde mest for mig, fordi de ødelagde mit selvværd og dermed også troen på at jeg kunne lære sproget, fordi jeg så mig selv, som et menneske der var mindre værd end andre og dermed også uintelligent, fordi jeg ikke kunne leve op til de forventninger mit land havde til mig. 

 

Det er ikke kun de dansktalende grønlændere, der har det svært, det er også i høj grad dem, der udelukkende taler grønlandsk, fordi det desværre er sådan, at man som grønlænder skal kunne tale dansk for, at få sig en videregåendeuddannelse og det er da også grunden til at nogle forældre, har valgt at deres børn kun skal tale dansk, fordi det giver dem de bedste muligheder. Men de forældre der kun lærer deres børn dansk, glemmer bare at deres børn mister en del af deres grønlandske identitet, fordi de ikke bliver accepteret i Grønland. 

 

Da dansk er uddannelsessproget, er det derfor også klart at de grønlandsktalende er meget frustreret, da de ikke får samme muligheder, som dem der taler dansk. Dette er også noget man arbejder på at ændre i Grønland, for selvfølgelig skal der være uddannelsesmuligheder, for dem der udelukkende taler grønlandsk. Men det er noget der koster mange penge og resourcer, så dette er lidt svært da Grønland pt. ikke er et land med særligt mange penge.   

 

Da jeg blev 16 år, flyttede jeg alene tilbage til Danmark og her begyndte jeg for alvor at prøve at finde ud af hvor jeg hører til. Jeg blev ved med at sætte min danske side op mod min grønlandske og jeg var dybt frustreret. Jeg kunne ikke finde ud af hvilket land der var mit, for min famile er grønlandsk og mit modersmål er dansk og min kultur er en god blanding af dansk og grønlandsk, for jeg er både vokset op med Mattak (hvalhud, en grønlandsk delikatesse) og flæskesvær… 

Hvergang jeg begyndte at tro at jeg måtte være dansker, så var der altid et eller andet der fik mig til at skifte mening og hvergang jeg begyndte at tro at jeg var grønlænder, så skete det samme. 

Til sidst indså jeg at jeg er begge dele.

For folk der ikke har været i samme situation lyder det umiddelbart meget indlysende, men det er det ikke for dem, der føler den form for splittelse og det er stadig en kamp for mig, at blive accepteret i begge mine lande, men det er vigtigt for mig at jeg bliver det. 

 

Nu er jeg tilbage i Nuuk og bor sammen med min familie. 

Jeg vil stadig gerne lære grønlandsk, men det er noget man må sætte sig ned og tage sig tid til. Det er bestemt ikke noget der kommer af sig selv, heller ikke når man bor i Grønland og bestemt ikke i hovedstaden Nuuk.  

Men selvom jeg muligvis lærer grønlandsk en dag, vil Danmark stadig være en del af mig og det kan ikke tages fra mig, for det er mine to kulturer, der har gjort mig til den jeg er idag.

 

Jeg mener at man i Grønland bør acceptere, at fordi landet er dobbelt sproget, så er der nogle, der kun taler det ene sprog. Jeg forstår udemærket den frustration der er i Grønland overfor Danmark, fordi Grønland har haft en hård historie som tidligere dansk-koloni, da det har ødelagt landet på mange måder og splittet det, men det er ikke noget man kan ændre på idag og alle grønlændere er et resultat af den samme historie, ligegyldigt om man taler dansk eller grønlandsk. Vi i Grønland, må lære at leve med hinanden og acceptere hinanden og lave bedre vilkår for dem der kun har et sprog.

Det er ikke en løsning at diskriminere og udelukke dem man mener er forkerte for landet, og ekstrem nationalisme har aldrig været en god løsning for noget land.

Dette er også en hentydning til mange etniske danskere...

 

/ Malu