Kend en KMA'er

 

Hvem kan du møde til et dialogmøde?
På et dialogmøde får I typisk besøg af tre-fire forskellige KMA’ere – det kunne være de fire, som vi hér giver jer en chance for at lære bedre at kende.

 

Hallo – jeg hedder Ronja, og jeg er kulturmødeambassadør

 

Og jeg blev dansker ved en tilfældighed. Min mor, som er tysk, ligesom min øvrige familie, ledte i sin tid efter vuggestueplads til mig, og valget faldt – tilfældigt – på en dansk vuggestue…i Tyskland. Derved blev jeg en del af det danske mindretal.

Jeg fortsatte efterfølgende i dansk skole, og dansk gymnasium.

Da jeg skulle i gang med at vælge uddannelse faldt det mig meget naturligt at vælge psykologi i Århus. Jeg havde jo haft med dansk og Danmark og gøre lige så længe jeg kunne huske.

Min fars reaktion var, ”men Ronja, hvis du vil på udveksling, hvorfor vælger du så ikke USA, eller England – noget du kan bruge?” Hans udgangspunkt var et helt andet end mit. Jeg skulle ikke på udveksling – jeg skulle jo bare til Danmark.

Det var imidlertid alligevel ret eksotisk at flytte over på den anden side af grænsen. Det danske jeg talte, var ikke det samme danske som de etnisk danske talte – og det gav da også nogle udfordringer i starten. Blandet andet er jeg ikke den sjove Ronja på dansk, som jeg er på tysk. Og jeg har også oplevet at damen på Borgerservice talte så hurtigt over telefonen, at jeg blev nødt til at tage derned med de papirer jeg ikke vidste hvordan jeg skulle udfylde. Da jeg ansigt til ansigt, spurgte ekspedienten, om hun ikke var sød at tale langsommere, og forklare mig hvordan jeg skulle udfylde papirerne, endte hun med at gå helt over i den anden grøft og sige: ”d e t   h e r   e r   e n   k u g l e p e n” – Et misforstået hensyn kan man sige.

Men jeg er efterhånden faldet til. Og jeg bliver mere og mere klar over hvilke ressourcer der er i at kunne navigere mellem tysk og dansk, sprog som kultur. Jeg er et produkt af begge dele, og hverken kan eller vil fravælge.

 

 

Jeg hedder Mona, og jeg er også kulturmødeambassadør

 

Jeg har gået på arabisk friskole det meste af min skoletid, har været fitnessinstruktør og læser statskundskab. Synes du der er noget der stikker ud?

Først og fremmest er jeg bare Mona, og jeg har en masse håb og drømme for mit liv her i Danmark.

At mine forældre valgte en arabisk friskole frem for folkeskolen er en af de bedste beslutninger de har taget for deres barn. Skolegangen har en altafgørende betydning for barnets socialisering, og i dag kan kun se alle fordelene ved at jeg de første 7 år af min skolegang gik på Al-huda skolen, da det faglige niveau var højt, og jeg stillede mig ikke spørgsmålet om hvem jeg var.

Så kom jeg i teenagealderen, flyttede skole, og fik øjnene op for at jeg var lidt anderledes end mine kammerater i klassen. Jeg var mørk og skilte mig derfor ud i en klasse hvor der kun var etnisk danske piger. En identitetsproces blev i gang sat.

Min reaktion var at jeg insisterede på at se mig som dem, og derfor svarede jeg, ”jeg er dansker!”, hver gang nogen spurgte mig om hvor jeg er fra.

Gymnasiestarten, og det pludselige møde med en stor blanding af både etniske og ikke-etniske danskere, betød at jeg begyndte at fordybe mig mere i spørgsmålet om hvem jeg er.

Efterfølgende var svaret ikke længere ”jeg er dansker!”, når nogen spurgte, men at ”jeg har palæstinensisk baggrund, og er født i Danmark”.

Min identitetsproces har således været lang og snørklet. I dag er mit udgangspunkt at jeg ikke fokuserer på hvad jeg er i det danske samfund, men hvad min rolle er.

Jeg har en flerkulturel og flersproglig baggrund, og er nået frem til at det at være f.eks. to-sproget er en berigelse i en verden, hvor det at være et-sproget siges at være fremtidens analfabetisme.

 

 

Mit navn er Stephan. Jeg er bindestregsdansker og kulturmødeambassadør

 

Da jeg var udvekslingsstudent i USA med udvekslingsorganisationen AFS, blev jeg som det første naturligvis spurgt: ”Where are you from?”

Mit svar var altid: ”From Denmark, the Southern part!”

Herefter sagde de så: ”Oh, so you speak Danish?”

Og så blev mit standard svar: ”Yes, but also German. I am half-Danish, half-German.”

Det synes de lød meget fedt - så kunne jeg jo tale tre sprog (engelsk var det tredje), hvilket for dem var utroligt sammenlignet med det ene sprog, som de fleste af mine venner beherskede på min High-School.

”But why do you talk so good German?” Well, det er meget enkelt - min mor er tysker og min far er dansker.

”Thats cool!”

Ja, det synes jeg faktisk også. Fordi jeg kan begå mig mundtligt og skriftligt i begge lande.

Som du måske har gættet er jeg en del af det tyske mindretal i Danmark. Vi er omkring 15.000 – og har til knytning til tyske skoler, foreninger etc – men i Danmark.

Da min forældre bosatte sig i Sønderjylland valgte de at sende mig på tysk skole, så jeg kunne lære to sprog. Det er meget praktisk, især med hensyn til arbejde senere i livet. Jeg kan både arbejde i det ene eller det andet land uden de store problemer.

Det kan de fleste andre også se.

Og oftest er folk også fint tilfredse med det svar jeg gav mine medstuderende i USA. Men nogle gange bliver jeg alligevel spurgt: ”Aber als was fühlst du dich dann am meisten, Dänisch oder Deutsch?”, eller ”Føler du dig mest tysk eller dansk?”

Og puha, det er godt nok et svært spørgsmål! Ærlig talt så ved jeg ikke hvad jeg føler mig mest som. For det meste siger jeg dansk. Det er jo helt klart mest oplagt at svare og nemmest - jeg har jo boet her hele mit liv. Men jeg har også gået på det tyske mindretals skole i Sønderjylland, haft tysk historieundervisning, og har tysk familie.

Det giver næsten sig selv at Tyskland, så vel som Danmark, har betydet meget i min opvækst.

Så i virkeligheden er jeg vel sagtens begge dele - tysk og dansk, indesluttet i en multikulturel verdensborgers hjerte.

 

 

Mit navn er Adriano Axel Ceccotti, jeg er kulturmødeambassadøer og så er jeg er italo-sydslesviger

 

Derfor har jeg vel nærmest 3 identiteter i min bindestregsidentitet; italiensk-tysk-dansk.

Jeg er 22 år gammel og læser medicin på 3. år i København. Som kulturmødeambassadør (KMA) holder jeg dialogmøder sammen med mine venner, hvor vi fortæller om vores kulturelle baggrund, om de sprog vi taler, om vores hverdag, samt de fordele og ulemper vi har ved at have rødder i flere kulturer og sprog.

Udover at se mig selv som bindestregsdansker og KMA’er,  så ser jeg mig selv som studerende, basketspiller… tjae, som en ganske almindelig fyr?