Er det muligt at vælge kulturelle værdier til og fra?

Del blogindlægget

Dansker? Libaneser? Dansk-libaneser.
Jeg er ikke blot dansker. Jeg er ikke blot libaneser. Der er netop en bindestreg til forskel. Jeg er dansk-libaneser, men hvad indebærer denne bindestregsidentitet? En del af det, som bindestregen indebærer er, at jeg har kulturelle værdier og normer fra forskellige kulturer, men bestemmer jeg selv hvilke? Alle disse spørgsmål får mig til at undre over, hvorvidt man kan til – og fravælge kulturelle elementer fra sine baggrunde?
Hvis du spørger mig, så er det muligt, for det er netop, hvad jeg har gjort gennem hele mit liv; et liv, som har udspillet sig mellem to kulturer. I gennem min opvækst, har jeg så vidt som alle andre fået utallige indtryk af den verden, som vi lever i. Det specielle ved mit tilfælde er dog, at jeg har fået indtryk af to verdener, netop den danske og den libanesiske. Mine forældre kommer fra Libanon, men jeg er født og opvokset i Danmark. Det betyder, at jeg har fået noget med i min kulturelle bagage både fra hjemmet og fra det samfund, som jeg er opvokset i. Derhjemme taler jeg arabisk, mens jeg uden for hjemmet oftest taler dansk. Derhjemme har vi andre skikke, end hvad man har i mange af mine etniske danske venners hjem. Jeg bærer derfor kulturelle fællestræk med både danskere og libanesere, men det betyder dog ikke, at jeg har taget absolut alle kulturelle værdier med mig fra begge sider af bindestregen. Jeg har taget de ting til mig, som jeg synes om og har ladet alt det være, som jeg ikke synes om. Fra den danske kultur, har jeg eksempelvis fået min miljøbevidsthed, min pragmatiske mentalitet og min sarkastiske humor.

Fra min libanesiske baggrund har jeg taget gæstfrihed, disciplin og udadvendthed til mig. Noget, som jeg har fravalgt er eksempelvis indadvendthed fra den danske kultur, hvilket jeg så har ladet komplimentere ved udadvendtheden fra den libanesiske kultur.

Til gengæld, så har jeg mit frisind fra den danske kultur, som har ladet mig fravælge nogle traditionelle normer fra min libanesiske baggrund.
At have denne mulighed for at ‘kulturshoppe’ ser jeg som en gave. Mens mange mennesker rejser ud i verden og adopterer kulturelle indtryk i mødet med andre etniciteter, er jeg så heldig, at jeg kan gøre dette i min hverdag; for mig er denne kultur-shopping noget, jeg er vokset op med. Jeg kulturshopper ikke blot fra disse to kulturer, men fra alle nye kulturer, som jeg støder på gennem de mennesker, som jeg møder igennem mit liv. Jeg ser det kun som en fordel at kunne kulturshoppe, da jeg selvstændigt skaber min bagage fyldt med værdier fra forskellige kulturer. Således udvides min horisont og forståelse for andre mennesker. Kulturshopping er ikke forbeholdt folk med anden etnisk baggrund end den nationale, tværtimod. Alle kan gøre det, og personligt synes jeg, at alle bør gøre det, for vi kan jo kun lære af hinanden og derved udvikle os, hvilket især er vigtigt, nu hvor vi lever i en globaliseret verden.