Forvirring i kirken

Del blogindlægget

Mit juledilemma er hvert år det samme!

Derhjemme taler vi tysk og platttysk,men i mit hjerte sidder der også et andet sprog; dansk.

Det er nemt nok at håndtere derhjemme i juletiden. Der er danske og tyske julesange,mens vi bager typiske danske og typiske tyske småkager. Mor læser et platttysk digt op,og far (selvom han ikke er så god til at forstå dansk) vil absolut se Pyrus hver aften. Det er nemt nok. Vi gør bare lige det vi har lyst til. Lidt dansk kultur her,lidt tysk kultur her,lidt typisk nord-tysk i form af platttysk der. Vi er det hele blandet i én familie. Ud over de små problemer som at jeg ikke kan forstå platttysk,at bedstemor helst vil have flere tyske småkager og far er sur over at dansk tv ikke længere kan ses i Sydslesvig,er der ikke de store udfordringer i vores kulturelle juleblanding.

Men,så sker dét,der sker hvert år. Klokken er 16.00 og vi tager over i kirken. Selvom vi er en del af det danske mindretal og – jeg vil sige – halvdelen af familien tilhører mindretallet,går vi i den tyske kirke. Her står vores præst Norbert og hilser på os. Han kender os godt,da han har døbt og konfirmeret mig og min søster,vores fætre og kusiner og begravet bedstefar. Vi går ind i kirken og lige pludselig foregår alt på tysk! Kun tysk! “En rose så jeg skyde” bliver sunget på tysk! Det er helt forkert i mine øjne: Ja,lad det da være skrevet af en tysk komponist,men i mit hoved kan jeg kun synge den på dansk. Og så bliver det endnu værre,når vi skal sige “Fader vor” sammen,helst højt og tydeligt! Og der sker det så – Jeg kan ikke gøre noget for det,det kommer bare ud af mig…. Imens alle andre siger det på tysk,hvisker jeg lidt for mig selv: ”Fader vor,du som er i himlene…” på dansk. Og der er ingen der siger noget. Det er helt ok. Det er sådan vi er. Vi er lidt tysk,lidt dansk,lidt nordtysk og vi er en familie.

(Wienke er tidligere Kulturmødeambassadør og en global nomade. Hun bor i Berlin til dagligt og læser i Aarhus)