Generationsskifte

Del blogindlægget

Det er først nu, hvor jeg for længst har færdiggjort gymnasiet, hvor jeg er flyttet hjemmefra, hvor jeg er kommet på afstand fra mine forældre, og vi kan tale sammen som voksne mennesker, at jeg har opdaget, hvilke svære beslutninger mine forældre har måttet træffe ift. min skolegang.

I løbet af min opvækst nåede jeg at være i hele 5 forskellige skolesystemer. Lige fra almindelig tysk vuggestue og dansk folkeskole, over international amerikansk skole, til hhv. tysk og dansk mindretals børnehave og gymnasie. Mange af skiftene er sket i kraft af at vi flyttede – bl.a. fordi min far skiftede job  – men nu, hvor jeg ser alle disse skoleskift på afstand, så tror jeg at mine forældre også har haft andre, dybere grunde til at jeg skulle skifte fra netop dette skolesystem til det andet.

Min mor voksede op som en del af det tyske mindretal. Hendes far Carsten, min bedstefar, var et prominent ansigt indenfor det tyske mindretal, både som byrådspolitiker for mindretalspartiet (Slesvigsk Parti) i Sønderborg og som forretningsfører hos mindretalsavisen ”Der Nordschleswiger”. Efter at han gik fra os for et år siden, gik det først virkelig op for mig, hvilket forhold han og min mor  havde haft.

Her må jeg nævne, at dette kun er en side af min bedstefars personlighed. Men det, at han havde været på østfronten for tyskerne under 2. verdenskrig gjorde nok noget ved ham. Da han som traumatiseret 19-årig vendte hjem, var han stemplet som tysker, som kollaboratør, og kunne ikke både være dansk og tysk . Både for ham selv og for hans omverden skulle der en klar sort-hvid afgrænsning af de to tilhørsforhold. Denne identitetsmæssige ensretning var én, som også blev afspejlet i min mors opvækst, og kan siges at have belastet min mors forhold til det tyske mindretal som et påtvunget enten-eller valg.

For det kunne jo ikke gå, at rådmand Carstens datter ville gå på et dansk gymnasie frem for det tyske mindretals gymnasie, når faren var repræsentant for det tyske mindretal. Derfor endte hun med ikke at få en gymnasieuddannelse, men at blive sygeplejerske – for der fandtes ingen tysk sygeplejerskeskole! Dette er blot et eksempel på muligheder, der ikke fandtes for min mor i den daværende mindretalsideologiske ensretning. Alle disse forventninger, om at skulle vælge tysk frem for dansk i stort set alle aspekter af livet, gjorde, at hun som 19-årig valgte at forlade det tyske mindretal.

Det er altså lidt ironisk, at min mor giftede sig med en pæretysk ingeniør fra Hamborg. Hun kom altså aldrig rigtig ud af det dansk-tyske, og jeg tror, at hun i dag er glad for, at hendes børn har kunnet forsone den dobbelte identitet. Jeg tror dog, at vejen dertil ikke altid har været let, og at det er mange svære tanker mine forældre har gjort sig under vores opvækst.

Mine forældre bosatte sig, da jeg var tre år gammel, i Padborg, lige på grænsen mellem Tyskland og Danmark. Vi talte begge sprog derhjemme og min far pendlede over grænsen hver dag. Mine yngre søskende og jeg kom i den lokale tyske mindretalsbørnehave. Da vi skulle starte i skolen, skiftede vi dog til den almindelige danske folkeskole, og jeg har mine formodninger om, at min mor ikke ville have, at vi skulle vokse op med den identitetsmæssige undertrykkelse som hun oplevede.

Da jeg var 9 år flyttede vi til Syrien  i 2½ år pga. min fars arbejde. Det var 2½ år hvor jeg gik på international amerikansk skole, og det var igen et system, der havde en anden tilgang til national identitet. Måske var det grunden til, at jeg som 13-årig, 2 år efter vi var kommet tilbage igen, selv satte spørgsmålstegn ved, om jeg ville blive i det almindelige danske skolesystem. Jeg ville skifte til Duborg Skolen – gymnasiet for det danske mindretal i Sydslesvig (det nordlige Slesvig-Holsten).

Jeg kan forestille mig, at det ikke var let for min mor at skulle sende sit barn på en mindretalsskole når hun selv ikke har haft de mest positive oplevelser fra det skolesystem og sin mindretalsidentitet. For hende havde mindretallet været forbundet med tvang og kulturel ensretning.

Gudskelov er der meget der har ændret sig i løbet af de sidste 30 år. Et godt stykke tid efter at jeg startede på Duborg-Skolen, fortalte min mor mig om, hvordan hun var taget over på skolen for at se hvordan den var, inden hun ville give mig lov til at starte der. Hun må have haft et positivt indtryk, for ellers var jeg nok aldrig startet der. Det endte endda med at være den skole, hvor jeg blev længst tid og hvor jeg stadig i dag føler, at jeg har mine rødder.

Så havde jeg en anden oplevelse af det at være en del af mindretallene? Helt bestemt! For i det sidste generationsskifte er der sket en masse i grænselandet. For mig har mindretallet altid været et sted hvor der er plads til tysk og dansk på lige fod, hvor man ikke fremtvinger parallel samfund, men fremmer forsoning og individets ret til en egen personlighed.

Hos Kulturmødeambassadørerne taler vi meget om, hvordan vi vil vise at grænselandet er et godt eksempel på en positiv udvikling i sameksistensen mellem to kulturer. Ofte får jeg at vide, at det jo ikke tæller, fordi den danske og tyske kultur er så ens og der jo aldrig har været den samme konflikt som mellem fx kurdere og arabere . Historien fortæller os noget andet. Og min mors oplevelser i sin opvækst gør også.

Grænselandet har været et sted med konflikt, parallelsamfund og undertrykkelse. Men der er meget der har forandret sig, og i dag er jeg ikke længere tvunget til at vælge en del af min identitet fra fordi den er forkert, fremmed eller mindre værd. Der har været generationsskifte i grænselandet og ligesom min bedstefar i sine sidste år varmede op og fortalte om sine krigsoplevelser, så er mindretallene også blevet mindre rigide i vores ideologiske ensretning. Jeg er ikke tvunget til at vælge mellem dansk og tysk.