“Goddag, du taler med Anders inde fra *******”

Del blogindlægget

“Goddag, du taler med Anders inde fra *******”. Sådan indledte jeg en samtale 30 gange på 4 timer, da jeg arbejdede som telemarketingsmedarbejder, mens jeg gik på gymnasiet. Jeg var selvsikker over telefonen, og det kunne mærkes på den anden side af røret. Jeg fik et kompliment i ny og næ af kvinder, der syntes, at jeg havde en charmerende jysk stemme. Der var dog bare et lille problem. Jeg hed ikke Anders. 

Jeg fik mit første job som telemarketingsmedarbejder, da jeg fyldte 18 år. Jeg var hermed den yngste i en afdeling med en medarbejderstab på 120. Rekrutteringskonsulenten, som ansatte mig, var i tvivl om min ansættelse grundet min unge alder. Jeg var derfor automatisk under pres fra starten. Da jeg er indbefattet af en vindermentalitet, ville jeg vise hende og alle de andre, at de på ingen måder skulle undervurdere mig. Da jeg begyndte at ringe ud til hele Danmarks befolkning, bemærkede jeg hurtigt, at mit oprindelige navn tog alt fokus fra min opgave. Ofte skulle jeg gentage mit navn fem gange, før mit navn satte et aftryk i hovedet på vedkommende, der tog telefonen. Eller også skulle jeg stave mit navn langsomt og tydeligt: “A-N-D-R-U-J-A-N”, før det indprentede sig i hovedet på personen. Nogen gange kunne jeg få en afvisning, der lød på, at vedkommende ikke ville stole på sådan en som mig med en henvisning til mit fremmede navn. Det var skrækkeligt!
Disse scenarier gentog sig i et stykke tid. Der var en offentlig liste i vores arbejdslokale, der viste, hvordan medarbejderne klarede sig. Jeg var ikke i nærheden af at være blandt de 40 bedste medarbejdere. Jeg måtte simpelthen omlægge min strategi, hvis jeg overhovedet skulle gøre mig nogen forhåbninger om at præstere på et højt niveau. Jeg prøvede derfor at ringe ud med et tilfældigt dansk navn, som jeg valgte til at være Anders. Vupti, jeg strøg til tops blandt medarbejderne. Jeg kunne hermed præstere uden nogen hæmsko. Navnet Anders formåede at give toppræstationer i resten af min ansættelsestid. Der var nemlig ingen spørgsmål, gentagelser eller afvisninger til navnet Anders.

3 år efter min første arbejdsdag som telemarketingsmedarbejder undrer jeg mig stadig over, hvordan et navn kan have en så betydningsfuld rolle for, hvordan man klarer sig på en arbejdsplads. Jeg ved ikke, om jeg havde handlet anderledes, hvis jeg stod i samme situation i dag. Det havde jeg formentlig ikke.
Hvad ville du have gjort, hvis du stod i samme situation som mig? Ville du også ændre dit navn? Eller ville du blot acceptere situationen, som den var?