Er det ikke svært når din mor er kristen og din far er muslim?

Del blogindlægget

”Er det ikke svært når din mor er kristen og din far er muslim?”

Et spørgsmål jeg ofte får.

Jeg plejer nogle gange at tænke:

”Tjoe, det synes jeg ikke men siden det er et spørgsmål jeg har fået utallige gange begynder jeg at tænke over om det burde være et problem?”

Min mor er som sagt kristen og min far er muslim. Jeg er også muslim. Jeg får ofte at vide af medierne at der eksisterer et kultur- og civilisationssammenstød mellem Vesten og den såkaldte ”muslimske verden”. Der skulle sågar også være tale om et sammenstød mellem islam og det danske herhjemme i Danmark. Det har fra barnsben altid undret mig lidt. Det gør det faktisk stadig.

Når jeg googler: “Sammenstød mellem…”, foreslår computeren som det første konkrete “Sammenstød mellem islam og kristendom”. Så det tyder alligevel på at der er noget om snakken.

Eller hvad?

Som barn var jeg trods alt klar over at vi derhjemme gjorde nogle ting anderledes end nogle af mine venner. Men er jeg naiv hvis jeg siger at det første kultursammenstød jeg skulle håndtere var at bede om kyllingepølser til standerhejsning i min barndomsfodboldklub?

Det virker måske harmløst men for at være ærlig så er de største kultursammenstød i mit liv dem som andre har fortalt mig skulle være der. Jeg tror at stereotyper og fordomme er normale og meget menneskelige, da jeg tror det er noget vi har brug for at have i en vis grad for at håndtere og imødekomme andre mennesker der ikke ligner os selv. Jeg har da tit taget mig selv i at have en fordom over for et andet menneske.

Jeg tror også at vi i vores del af verden har en tendens til at skabe et forudindtaget billede af blandt andet muslimer og som Edward Said netop skriver i sin bog ”Orientalisme” har den såkaldte ”Orient”s store problem altid været at den ikke kunne repræsentere sig selv. Det føler jeg også nogle gange er mit problem som dansk mandlig muslim. Det kommer specielt til udtryk når jeg for eksempel bliver spurgt næsten som det første af mennesker jeg for nyligt har mødt, om hvad jeg synes om kvinders rettigheder, om homoseksuelle eller om demokrati. Som om jeg skal bevise at jeg ikke er en af “dem”.

De andre.

 

Det er ikke noget jeg oplever tit men de gange det er sket gik jeg ud fra at det skyldes en forudindtaget holdning eller en stereotyp opfattelse om hvilke holdninger en ung mand med sort skæg der identificerer sig selv som muslim måske har.

Og hvordan kan det være? Er der virkelig en eller anden barriere som jeg måske burde tage forbehold for?

Personligt har kultur og historie altid haft min store interesse og historisk set har der blandt andet altid fundet en kulturel udveksling sted mellem den såkaldt muslimske og kristne verden. Uden at jeg dykker yderligere ned i det tror jeg at den største barriere er den vi skaber i vores eget sind. Derfor er jeg stadig udpræget optimist, da jeg igennem min erfaring ”i felten” med Kulturmødeambassadørerne har fundet ud af at mentale mure er relativt lette at rive ned. Det starter oftest med et smil efterfulgt af en dialog. Derfra virker de forskelle vi bliver fortalt at vi har, ikke så store.

Jeg håber på mere udveksling mellem folk uanset forskelle her i et 2018 i dialogens tegn, så vi fortsat kan blive ved med at berige hinanden. Det ville trods alt være kedeligt hvis vi alle sammen så ud og tænkte på den samme måde.

Til dem der læser med kan man i øvrigt følge med på vores instagram @kultur.amb fra d. 25. Marts – 1. April, hvor jeg er ”Ugens KMA”. Det vil sige at jeg overtager profilen og deler nogle videoer og billeder fra min hverdag. Der kan man få mulighed for at lære mig lidt at kende og få et lille indblik i nogle af mine tanker om tilværelsen og så meget andet. Helt hverdag er det dog ikke helt da i forhåbentligt kan følge med i min ferie i det såkaldt “hellige” land! 😉

Det skal nok blive godt! Jeg glæder mig i hvert fald!

https://www.instagram.com/kultur.amb/