Ikke uden mit (Visa/)Dankort!

Del blogindlægget

Hurtigt kan jeg blive i tvivl, hvorvidt jeg er turist eller indfødt, især da begge mine hjemlande byder på rigelige kulturchok. Senest blev jeg sat på prøve i påsken, hvor jeg sammen med en flok venner fra hele Danmark, Ungarn og Lettland tog til Berlin.

Som set på billedet er mit pas tysk. Men da jeg er født og opvokset i det danske mindretal syd for grænsen er passet ikke et endegyldigt svar på mit nationale tilhørsforhold. Gennem mit danske uddannelsesforløb, hvor jeg har nydt godt af det sydslesvigske og danske biblioteksvæsen har jeg lært at stole trygt på “Turen går til…”. Og det ligemeget hvor jeg tager hen eller hvilket sprog mine medrejsende taler.

På denne rejse var bogen ovenikøbet mit perfekte cover up; som født og opvokset i Tyskland og talende tysk, er det jo selv om det kun var ens anden gang i Berlin ikke super fedt at blive outet som turist. Derfor var det meget betryggende at vide, at selv om man var fordybet i et kort af undergrunden eller gik ind og ud af museer halvdelen af tiden, at forbipasserende kun ville se ens danske side og gå udfra, at man ikke hørte hjemme her, så det var ligesom i orden, at man var fordybet i kort. Til gengæld kan det alligevel ske, at man får brug for lidt mere hjælp end hvad bogen kan give en og her var det da meget rart at kunne finde den næste forbipasserende for eksempelvis at spørge på tysk, hvor det liiige er, man skal stemple/klippe sin billet.

Kulturchok nr. 1:

Ankommet i Berlin-Tegel, lidt småovervejende om der mon nogensinde er nogen, der lander i den nye lufthavn, de prøver at bygge her i byen, er jeg jo godt klar over, at jeg jeg bliver nødt til at få mig lidt af den gængse valuta. At kreditkort ikke er så udbredt i Tyskland og at det koster gebyrer, hver gang jeg skal have hævet penge med mit danske kort, det ved jeg jo godt. Men da jeg henvender mig til den nærmeste skrank, hvor man kan veksle penge, får jeg et meget snærpet og hånende blik, da jeg tager mit dankort ud af tasken og bliver sendt videre til næste hæveautomat. Ekstra gebyrer til mig, tak.

Selv om sproget og priserne i supermarkederne var dejlig hjemlige og havde været savnet, var det også godt at se trafiklys til cykler, som for mig er dybt københavnsk, i denne storby.

Kulturchok nr. 2:

En dansk arbejdskollege introducerede mig for noget tid siden for Ritter Sport Caramel & Nuts, som jeg elskede ved første bid. Men da det jo er en velkendt fakta, at Ritter Sport er en yndet grænsehandelsvare, køber jeg den sjældent i Danmark, men holdt altid udkig efter den, når jeg var i Tyskland. Indtil videre havde jeg ikke haft held og heller ikke i Berlin, hvor jeg vovede noget så touristisk (dansk touristisk, må man næsten sige, for der var godt nok mange danskere i den butik) som at gå ind i en Ritter Sport butik. Men nej, jeg fandt ikke den slags, jeg ville have og gik efterhånden udfra, at den måtte være skabt til det danske marked. Om denne formodning blev bevist eller afvist, da jeg på vej hjem stod på Rødby-Puttgarden færgen og lige pludseligt kunne købe Ritter Sport Caramel & Nuts, det har jeg ikke besluttet mig for endnu.

Selv om jeg aldrig har været stor fan af at lege tourist, gjorde vi det alligevel ret meget, da det var manges første gang i Berlin. Jeg tror aldrig, at jeg har stået så meget i kø som på denne tur. Men selvfølgeligt skulle det jo med, når man skulle på musser eller have lokal mad. Jeg overraskede mig selv med at sende et enkelt postkort, men det var nu mere, fordi jeg på Kunstmuseum havde fundet et billede, der lignede noget fra den sidste Harry Potter film og det eneste souvenirs, som jeg tog med hjem var Ritter Sport fra færgen og italienske Gnocchi, som jeg bare ikke kan finde i Danmark.

I Berlin bor der 3,4 mio mennesker. Kun 2 mindre end i HELE Danmark. Så da jeg tog afsted, var jeg da forberedt på storbyferie af fineste grad med velkendt sprog, priser, kultur og historie. Men, det at jeg ikke kunne sige “på beløbet” en eneste gang og hele tiden skulle holde øje med mine kontanter fik mig til at føle mig som i en MEGET forkert film og det gik op for mig, hvor vigtige små ting kan være for at bedømme ens tilhørsforhold.