Jeg er dansker- Bindestreg eller punktum?

Del blogindlægget

Jeg hedder Fadi. Jeg er dansker. Jeg er født i Tórshavn på Færøerne. Jeg er muslim.

Disse sætninger giver måske ikke mening for nogle, men det er altså min realitet. Jeg er fra Aalborg men mine forældre er fra henholdsvis Palæstina og Færøerne med alt det nu indebærer. Man fristes måske til at spørge om hvilken kasse jeg skal puttes i? Er jeg beduin, viking eller er jeg bare en simpel jyde? Det spørgsmål venter jeg lidt med at svare på.

Med mine forældres forskellige kulturer har jeg adopteret forskellige værdier fra begge sider som grundlag for mit eget værdisæt. Fra min mors færøske kultur har jeg taget kærligheden til naturen og en stor forkærlighed for god fisk til mig. På et højere plan har jeg også adopteret den nærhed og det sammenhold min færøske familie har, som jeg i den grad beundrer og også genkender hos min fars familie i Palæstina.

Særligt husker jeg at dengang jeg skulle tilbringe et par måneder på Vesbredden i 2014, skulle jeg tilbringe et par dage i Amman i Jordan som en del af rejsen. Da min far har familie i Jordan, gav han dem et kald for at spørge om de kunne hjælpe mig med at finde rundt i Amman i de dage. Den familie jeg har i Jordan havde jeg aldrig mødt og selv for min far var de ikke en del af den nære familie, så jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle forvente. Da jeg var landet i byen blev jeg hentet og kørt til min fars fætters families nabolag i bydelen Zarqa. Jeg fik hilst på min familie og blev tilbudt mad og et sted at sove mens min fars fætters søn gav mig en rundvisning i byen og fik arrangeret udbringning af den baggage jeg havde mistet i Paris og ellers skulle have været forbi lufthavnen for at hente. Den oplevelse forbløffede mig særligt på grund af den massive gæstfrihed jeg mødte hos nogle folk jeg aldrig havde mødt før.

Det samme genkender jeg hos min mors familie og jeg mindes særligt at alle døre altid er åbne på Færøerne. Også bogstaveligt talt. Der er altid en seng og et bord fuld af mad hvor end man kommer og lige meget hvornår man kommer.

Den åbenhed og gæstfrihed jeg har mødt både hos min mors -og min fars familie beundrer jeg meget og den håber jeg at vi danskere kan lære lidt af herhjemme.

Selvom jeg ser min palæstinensiske kulturelle baggrund som en stærk ressource har det selvfølgelig en pris, som generationerne før mig har måttet betale. Da min far kommer fra et konfliktfyldt sted er den side af min identitet en del mere følelsesladet. Min palæstinensiske identitet er forbundet med en del smerte idet jeg har brugt en del tid i min fars hjemland og oplevet Palæstina på godt og ondt. Der foregår en masse uretfærdighed og dette er forbundet med en masse smerte på begge sider af konflikten som jeg tror mange der har forbindelser til både Palæstina og Israel føler stærkt for selvom de, ligesom mig, har hjemme et helt andet sted.

Jeg har efterhånden forstået at det at være palæstinenser for mig har gjort mig mere bevidst omkring vigtigheden i forstå verden omkring mig og i sidste ende tror jeg at min identitet som palæstinenser har tændt min interesse indenfor historie og samfund. Derfor har min identitet haft meget at sige i forhold til mit valg af studie; historie, og generelt min lyst til at lære og forstå hvad der foregår omkring mig.

Jeg har gennem min opvækst også lært om skønheden bag det land vi har et broderet billede af i stuen. Det forestiller det gamle Palæstina som det så ud før 1948. En af de værdier jeg særligt tager med fra min fars kultur er solidaritet og pligt til almisse som jeg primært har lært med et udgangspunkt i religion. Derudover er det palæstinensiske køkken i min mening det bedste køkken i verden som kommer af en meget stor livsglæde og livslyst trods livets udfordringer i den del af verden. Denne livslyst kan jeg se i min fars som altid har lært mig at man altid må bevæge sig fremad og udvikle sig for at blive en bedre version af sig selv, selvom det er i små skridt.

Trods at jeg ikke er ekspert i koranen har jeg altid beundret koranens første ord: ”اِقراَ” (Iqra), som betyder; ”læs”. Det er nok den største lektion jeg har fået flest gange af min far, nemlig at uddannelse altid er vejen frem. Det glemmer jeg aldrig og uddannelse ser jeg klart som en af livets vigtigheder. Som min far sagde er det fuldstændigt lige meget om man fordyber sig og uddanner sig til at være læge eller man prøver at være den bedste til at sparke en bold i et net handler det altid om at bevæge sig fremad.

Da vores hjem nu er en meget blandet kulturel fornøjelse kunne en hurtig tur igennem huset se nogenlunde sådan her ud; Når jeg for eksempel har fødselsdag, et dansk flag i indkørslen, i vores stue har vi en lampe lavet af sten udskåret fra et færøsk fjeld, et broderet billede af det gamle Palæstina og i december kan man måske finde et oliventræ med julepynt, som jeg synes illustrerer blandingen af kulturer i vores hjem helt perfekt.

Denne blanding af kulturer betyder også at man måske ikke finder et traditionelt nåletræ med pynt i december, en flæskesteg på bordet eller Kim Larsen i højtalerne. Vi blander traditioner som for eksempel oliven-juletræet. Samtidig holder vi fast i andre traditioner som vores “gammeldanske” naboer ikke nødvendigvis kender. Men mine søskende og jeg er opvokset med værdier som tolerance, frihed og solidaritet, som for mig er ærkedanske men stadig noget jeg har fra mine forældre.

Bindestregsidentiteten er ifølge min mening en mulighed som vi skal kæmpe for at bevare for de som har behov for at bruge det men i mit tilfælde har det aldrig været noget jeg har benyttet mig særligt af. Den ville i mit tilfælde også være svær at forklare; Er jeg dansk-færøsk-palæstinenser? Det lyder for mærkeligt.

Hvilket fører mig tilbage til hvilken kasse jeg gerne vil puttes i;

Er jeg beduin, viking eller bare en simpel jyde?

Er jeg dansker, færing eller palæstinenser?

Jeg foretrækker at være fri for kasserne og kalde mig dansker med et punktum, da det er det jeg føler mig.

Nu betyder det selvfølgelig ikke at jeg forkaster hvad mine forældre har givet mig med i bagagen, da det er noget jeg dyrker rigtigt meget og er stolt af, som en del af mig som dansker.

Det jeg beundrer mest ved Danmark, mit Danmark… er netop at alle er lige, har lov til at være hvem de har lyst til og at vi alle er i øjenhøjde. Den værdi burde ikke kun være forbeholdt de danskere der er hvide og spiser frikadeller men burde også inkludere de mange minoritetskulturer vi har. Jeg vil personligt ikke puttes i en kasse og for at vi skal undgå at danskheden i sig selv bliver til en kasse, må vi sørge for at den er universel og inkluderende, med grundlag i vores fælles danske grundværdier.

At jeg føler mig dansk med et punktum og uden en bindestreg skal forstås på den måde at jeg mener at danskheden burde rumme de ekstra værdier og den kultur jeg har i min baggage fra henholdsvis Færøerne og Palæstina. Altså en åben danskhed.

Det fungerer jo hjemme hos os.