“Jeg er en indvandrer”

Del blogindlægget

For nyligt, nærmere beskrevet torsdag morgen kl. 10.30, fik jeg for nok første gang i mit liv et absolut bevis på, at den største pointe i mit kulturmødeambassadør oplæg er sandt.

Det hænder sig, at man i bureaukratiets øjne jo kun kan være dansk, når man besidder den almengyldige ingrediens: det danske pas.

Det er noget, jeg ikke har, da min familie og jeg flyttede til Danmark, da jeg var 15 år. Dengang fik vi hurtig en EU-opholdstilladelse og har siden levet livet som enhver anden dansker.

I et bureaukrati er der dog regler, der skal overholdes. Når man indvandrer sammen med sin familie som mindreårig skal man således (åbenbart) have sin opholdstilladelse aktualiseret, når man fylder 21 år. På samme måde skal asyl ansøgere, der har fået asyl som mindreårige starte deres egen asylsag, når de bliver 21.

Denne lille detalje har jeg dog aldrig fået at vide af myndighederne. Til gengæld var det min mor, der blev gjordt opmærksom på dette, da hele familien fik gjordt deres opholdstilladelse permanent her i sidste uge.

Naturligvis løber jeg med det samme op til statsforvaltningen for at få mine papirer i orden.

Her befinder jeg mig i et venteværelse ved siden af et ældre par, der, da det bliver kaldt ind, får en tolk med.

For første gang befinder jeg mig således i en situation, der understøtter min pointe og dette bliver kun forstærket, da jeg bliver kaldt ind og man ikke siger hej til mig, men; “Taler du dansk?”.

Efter at forhindre mit temperament i at blive sur på damen, kan jeg kun sætte mig ned, forklare min sag og jeg begynder at føle mig forfærdelig fremmed. I tankerne kunne de i dette øjeblik lige så godt have sendt mig til Sandholm.

Efter at have set på sagerne beslutter damen så at registrere mig som studerende.

Jeg har det som om, jeg har fået et slag i maven. Selvfølgeligt har jeg ikke brug for direkte papirer for at vise mit tilhørsforhold, men det rammer mig dog alligevel meget uventet, at bureaukratiet, nok uden at ville det, kan gøre så ondt.

Rigtig god weekend ønsker Johanna – tysk på papir & dansk i hjertet