Palle Bruus: Danske værdier kan ikke defineres
"Jeg har haft svært ved at hejse et Dannebrog," skriver lektor emeritus Palle Bruus om sit forhold til danske symboler. Han blogger her om Europa og dagens danskhed.
Af Palle Bruus
Igennem en snes år har vi i Europa oplevet, hvordan mure er blevet fældet, grænser ændret og statuer flyttet. I Østeuropa skete det på manifest vis – i tragiske tilfælde på blodig vis. I Vesteuropa er man gået mere stille med dørene og har rettet øjets blinde plet mod Nordirland og Baskerlandet. Man har talt ganske meget og civiliseret om regionernes Europa – somme tider på tværs af grænserne og undertiden med et stænk af nostalgi, eufori og overmod. I regionernes tegn har man begyndt at pille ved grænserne – i tankerne, på tegnebrættet eller med byggekranerne.
Grænser er et mangetydigt ord og begreb. Snakker vi grænser i en politisk og geografisk sammenhæng, rækker det fra det faste og bastante til det flydende og uvisse. Taler vi om statsgrænser, er det ret let og synligt for Danmarks vedkommende at se grænsen. Danmark stopper som regel op ved en strandkant – vi ser væk fra bøvlet med at trække sømilegrænser. På den anden side af sundet og af havet ligger udlandet. De vandtrukne grænser er tydelige og forståelige.
LÆS OGSÅ: Danskhed er flæskesteg, pizza og kebab
Kun grænsen til Tyskland går på et kort stykke over land. Langs Skelbækken så at sige. De sidste drømme om en grænsevision blev drømt i slutningen af 1940’erne. I de sidste ca. 50-60 år har grænsen ligget urokkeligt fast i geografien, i politikken og i sindene. Den dansk-tyske grænse er en statsgrænse. Men langt hen ad vejen også en nationsgrænse – mindretallene på begge sider af grænsen er relativt små.
I staternes og nationernes Europa er Danmark med tiden blevet et af de få eksempler på et land, hvor statsgrænse og nationsgrænse næsten er sammenfaldende. Stat og nation er i det danske tilfælde blevet så sammenfaldende, at vi i tide og utide flager med Dannebrog uden at tænke over, om det er staten eller nationen, vi vifter med. Vi gør det også uden at overveje, hvorvidt den danske identitet og bevidsthed engang har været en konstruktion, et barn af 1800-tallets nationsdyrkelse.
Danmark er blevet til stedet, hvor danskerne bor. Og danskerne er de mennesker, der er født og bor i området Danmark. Danmark og danskerne er blevet til tautologisk forbundne størrelser – en cirkelkonstruktion. At leve i en cirkelslutning er at leve i en rund og ukompliceret verden. Men også i en verden, der kan slutte sig om sig selv. Det kan være en del af forklaringen på, at danskerne er lidt tveagtige i synet på sig selv og de andre. Selvhævdende/mindreværdstilbøjelige, verdensbefarne/provinsielle og så videre.
LÆS OGSÅ: Danskhed i sig selv er ingenting
Kongruensen mellem den danske stat og nation er imidlertid ved at krakelere. Danmark er ved at blive et multinationalt og -kulturelt samfund. Det finder nogle danskere befriende, andre skræmmende. Samtidig med, at synonymiteten mellem stat og nation i det danske tilfælde begynder at skride, bliver spørgsmålet om regionernes Europa med stigende styrke sat på dagsordenen.
Danske værdier
Og hvad så med vores lille Danmark? I de seneste år, har vi været øren- og øjenvidner til megen snak om de danske værdier og flagning med danske symboler. Jeg er på alder med Anden Verdenskrig. Den er en del af min kulturelle og politiske ballast. Jeg var fem år, da den sluttede. Jeg boede ude på landet, hvor der var forholdsvis fredeligt. Jeg har erindringer fra og om tiden. Ingen af dem som voldsomme og blodige.
Krigen og tiden lige efter har sat sine spor og mærker i mit sind. Jeg har nærmest været vaccineret mod alt, hvad der kunne smage af nationalisme. Jeg har haft svært ved at hejse et Dannebrog. I hvert fald helst ikke i dagslys. I meget voksenliv kunne jeg opleve, at jeg somme tider blev lidt ked af, at jeg havde det sådan.
Men hvad er det nu der – måske – sker med lille Danmark? I de seneste år har vi oplevet en tiltagende snak om danske værdier og vinken med danske symboler. At man overhovedet kan snakke om danske værdier i en bestemt og påstået afklaret form gør mig næsten bange.
Palle Bruus er lektor emeritus fra Handelshøjskolen. Læs også hans essay "Nation og folk i Højskolesangbogen".