Østflygtningene i Sydslesvig efter 2. verdenskrig – et kulturmøde?

Del blogindlægget

Ca. 1 million tyskere fra Østpreussen og Pommern flygtede eller blev fordrevet til Slesvig-Holsten ved Anden Verdenskrigs slutning i april-juli 1945.

I 1939 boede der ca. 1,6 mio. i provinsen, således at der kom to flygtninge på tre hjemmehørende indbyggere i 1946. Hjemmehørende og flygtninge var begge tyskere, så integrationen burde ikke have været vanskeligt – eller var de det? Samtidige kilder taler et blandet sprog. I Sydslesvig fik flygtningeproblemet en yderligere dimension fordi mange hjemmehørende ønskede landsdelens ”genforening” med Danmark og bekendte sig nu til det danske mindretal og deres danske afstamning. I Danmark lykkedes det at få en politisk konsensus om at flygtningene skulle fjernes fra Sydslesvig. Der blev skabt en fortælling at flygtningene faktisk beviste at sydslesvigerne ikke var tyske, men danske. Derfor var det uretfærdigt, at flygtningene skulle bosættes og integreres i Sydslesvig – mens det var helt ok at de bosættes og integreres i fx Holsten.

 

 

Der er mange samtidige udsagn om, hvor fremmed flygtningene var. De talte en uforståelig dialekt, og nogle var katolikker. Det vakte således vrede, at protestantiske børn skulle undervises af katolske flygtningelærere. Men der blev også kritiseret at de havde andre tøjvaner, og flygtningekvinder med tørklæder blev hyppigt brugt i karikaturer. Hjemmehørende var bange for at blive forfordelt, da staten lagde op til hjælpeprogrammer til fordel for flygtninge. Spøgelset af en omfattende jordreform gik rundt.

 

 

Der er mange paralleller til flygtningene i dag – men også klare forskelle. Således var politikere klare over, at flygtningene burde fordeles mere jævnt over hele Tyskland. De vestlige egne havde nemlig slet ikke modtaget nogen. En konference blandt de nyoprettede delstater i 1947 førte dog ikke til en omfordeling eller et kvotesystem. Flygtningenes erindringer vidner om hjælp fra de hjemmehørende, men også om at man ikke var velkommen. På den anden side blandede de unge sig hurtigt og der var mange ægteskaber mellem hjemmehørende og flygtninge.

 

 

I dag betragtes integrationen af flygtningene efter anden verdenskrig som en stor succeshistorie i Tyskland. Det må dog siges at det varede op til 1960erne inden de sidste baraklejre blev lukket og alle havde fået et ordentligt tag over hovedet. Politisk spillede de en vigtig rolle i vesttysk politik, hvor ”Vertriebenenverbände” længe modsatte sig enhver forlig og fremsatte kravet om at genindlemme østområderne – et krav der først blev officielt afstået med den tyske genforening i 1990. De have også nær forhindret Willy Brandts østpolitik – traktater med Sovjetunionen, Polen, Tjekkoslovakiet og DDR,hvor Vesttyskland de-facto anerkendte realiteterne skabt efter Anden Verdenskrig.

Flygtningenes kultur har overlevet i form af ”Vertriebenenverbände” organiseret efter deres oprindelige hjemstavn. De lider dog under svigende opbakning. De østlige dialekter er derimod i dag nærmest forsvundet fra det tyske sprog.

I Sydslesvig er der i dag ikke mange synlige spor af flygtningene fra efterkrigstiden. Man kan dog se at der i dag er langt flere ”tyske” efternavne i regionen, selvom de dansk-slesvigske efternavne på –sen stadigvæk er hyppige. I landsbysamfundene ”ved man” også stadigvæk, hvem der har boet der i generationer, og hvem der er ny; samt med hvem der har giftet sig ind i hvilken hjemmehørende familie. Ellers er flygtningene og deres efterkommere integreret. Det økonomiske opsving i Tyskland fra midten af 1950’erne (”Wirtschaftswunder”) har gjort sit. Der var mangel på arbejdskraft og alle hænder blev brugt. Dertil kom økonomiske hjælpemidler som den såkaldte ”Lastenausgleich”, en byrdeudligning, hvor flygtninge kunne opnå erstatning for tabt formue i øst – betalt af alle skatteydere. Integrationen på arbejdsmarkedet var det afgørende. Da det blev muligt igen at have et godt liv i Tyskland, forsvandt ønskerne om at vende tilbage til hjemstavnen så stille i den yngre generation; mens den ældre generation med tiden affandt sig med realiteterne. Da rejser til Østpreussen og Pommern blev muligt efter 1989 var mange desuden desillusionerede, da indtrykkene ved besøgene knapt stemmede overens med deres barndomsminder. Mange engagerede sig dog også lokalt for at genopbygge eller renovere huse el.l.

I Sydslesvig er der endda nogle der endte i det danske mindretal – selvom det indtil tidligt i 1950’erne faktisk forbød optagelse af flygtninge i dets rækker.