Verdensborgeren

Del blogindlægget

Hej, kære læser. Jeg har en advarsel til dig – Jeg er typen der skriver MEGET!

Har du nogensinde hørt om Irak? Ja, altså det land som stadig er hærget af krig og terror. Landet som for kun en 10 år tilbage var styret af diktatoren Saddam Hussein?

Det er der jeg kommer fra!

Jeg blev født der i 1990 og, ifølge min familie, var en tyk lille hvid dreng! Du får desværre ikke et billede, ikke fordi jeg ikke vil vise det til dig, men fordi jeg ikke har et 🙂

Min barndom der var vel som så mange andres… En glad og frisk lille dreng der aldrig nogensinde kunne sætte sig ned. Jeg tilbragte de første år af mit liv i leg med min storesøster (der er 3 år ældre end mig) og min fætter. En af mine sidste stadig levende minder derfra består af at jeg altid skulle være Michelangelo når vi legede Ninja Turtles. Det var en simpel tid for mig. Men det er jo ikke det du er kommet her for at læse om! Nej,lad os hoppe ind i kødet af denne historie!

Ja, ser du, min familie og jeg ankom til Danmark i slut 1998 som flygtninge. Grunden til dette var at en af Saddams højerestående militære staff var blevet forelsket i min mor og en dag, han havde været lidt for meget for familien og vi kunne ikke helt komme af med ham. Min reaktion til hans flirting med min mor var at stjæle hans pistol fra ham, pege den mod ham og sige “Du skal ikke røre min mor”. Det siger næsten sig selv at jeg fik et ordentligt slag og min mor fik truslen: “Hvis jeg nogensinde ser Ahmad igen, så bliver han hængt”. Så vi basically high-talede den ud af landet efter det skete. Jeg kan personligt ikke huske noget som helst af dette og den eneste grund til at jeg ved det nu er fordi min mor for nogle få år siden fortalte mig historien hvortil min reaktion var præcis som du kunne forestille dig: “… Hvad?! … Hvad gjorde jeg?!”.

Historien om hvordan vi flygtede er heller ikke noget jeg egentlig kunne huske – indtil min storesøster valgte at refresh min hukommelse. Det skete midt om natten, der var en taxa udenfor huset, hvor vi var, der stod og ventede på os. Der stod armerede mænd og holdt øje med at ingen så noget. Min søster og jeg skulle kravle ind under bagsædet og blev dækket til med tæpper, så det så ud som om der ikke var nogen. Og, ifølge min søster, så fik vi at vide at vi ikke skulle kigge tilbage. Hun gjorde. Jeg … Ja, jeg husker ikke hvad der skete, men når jeg skriver om det kan jeg se det for mig, jeg kan huske huset, huske bilen, huske den fornemmelse jeg havde i maven og jeg kan huske lugten af det tæppe der lå over os. Det giver mig kuldegysninger og en dårlig smag i munden.

Skal vi ikke lige holde en kort pause her?

Hvis du er ryger, så kan vi kalde det en rygepause.

Er du klar til at fortsætte?

Ja, det tog mig en god 10 minutter med en kop varm te før jeg kunne komme tilbage til teksten.

Nårh, så ja, alt det skete i 1997 – altså var jeg 7 år gammel. Vi ankom hurtigt til Jordan. Jeg kan ikke huske hvordan den første tid der var, det må være noget jeg har fortrængt. Min hukommelse vender først tilbage en del tid efter hvor det jeg husker er smalt: Brombær. gadefodbold, kakerlakker, Mc.D med min Bedstemor der kom på besøg for at se til os, de gadedrenge jeg havde som venner (deres ansigter, deres stemmer og deres tøj) og sidst, men absolut ikke mindst,SNE! Kort tid før vi kom til Danmark så jeg sne for første gang nogensinde – i Jordan! (Godt nok kun ca. det der svarer til ½cm, men det var stadig VILDT!).

Så ankom vi som flygtninge til Danmark, jeg var 8 år gammel på dette tidspunkt og husker en specifik ting: Min første tanke da jeg så og følte Danmark. Fy for en [censur] hvor var det koldt! Det næste der skete var kedeligt: de voksne fik informationer, vi sad i en bus i noget tid indtil vi ankom til en by der hedder “Fjerritslev” hvor vi fik et hus hvori vi kunne bo og nogle penge til at starte vores nye liv. Min søster og jeg startede skole, hende i 5. klasse, mig i 2. klasse. Min første dag der var spændende. Jeg kan huske en del af den, men intet mere specifikt og mere uden for min “voksne” forståelse som da jeg løb rundt udenfor og grinede sammen med de andre fra klassen som løb med og grinede med. Dette var dog ikke noget der blev ved.

Som den eneste mørke dreng i de små klasser, oplevede jeg noget som jeg egentlig ikke kendte noget til: Mobning. Ja, det var den måde jeg blev introduceret til hverdagen som barn i Danmark. Fra 2. klasse til-og-med 7. klasse var jeg årgangens favorit mobbeoffer. Jeg havde 2 venner. Dog ville de kun rigtigt kendes ved mig uden for skolen, da jeg trods alt var mobbe-magnet. Min hverdag var: vågn op, gå i skole, blive mobbet, prøve at lære noget, blive mobbet lidt mere, gå hjem, lade som ingenting, gå i seng – rinse and repeat. I mit forsøg på at blive lidt mere som de andre børn gjorde jeg alt. Jeg prøvede at være med til at mobbe andre – det lykkedes ikke – jeg prøvede at snakke om de samme ting som dem – det lykkedes ikke – jeg prøvede at klæde mig i samme “stil” som dem – det lykkedes ikke. I 5. klasse nåede jeg mit absolutte max. Efter en lidt for vild omgang “Bunke” (bunke er en leg der går ud på at man har en person i bunden også skal man ellers kaste sig over denne person indtil man skaber et tårn af mennesker – ham/hende i bunden tager den primære vægt) hvor jeg endte med at hoste blod og slim op, blev legen heldigvis forbudt på skolen. Dog var jeg allerede nået til det punkt hvor jeg ikke længere troede at jeg nogensinde ville få et godt liv. Så jeg forsøgte selvmord. Thank [censur] god for at jeg var for bange til at gøre det. Selv et år senere hvor jeg forsøgte igen, med samme resultat.

Fra 11-års alderen var jeg også begyndt på at miste troen på mennesker. Jeg søgte til religion – Islam, Kristendom, Buddhisme, Hinduisme, Natur religioner; ja, you name it, jeg har læst om det. Jeg fandt dog INGEN svar! Så jeg begyndte så småt at lære – hvis man vil have et godt liv, så skal man altså ikke være et godt menneske. Man SKAL være et dårligt og ondt menneske for at leve et godt liv. Jeg begravede mig selv i musik, bøger og spil. Jeg begyndte at snakke mindre og gemme mig mere fra alt og alle. Dette fortsatte, indtil 8. klasse.

I 8. klasse blev vi delt op og smidt sammen med nye elever fra forskellige skoler. Der opdagede jeg at jeg sagtens kunne få venner. Der var altså stadig venlige mennesker – jeg var bare endt i en klasse uden nogen af dem. Pludseligt, hurtigere end jeg kunne nå at registerer det, havde jeg fået mange venner! Jeg var med ét blevet en relativt populær dreng og mange venner og et aktivt socialt liv. Jeg blev aldrig mobbet mere efter jeg startede der, og hvis nogen prøvede, var mine venner hurtige til at hjælpe og beskytte mig. Som en ung teenager troede jeg at grunden bag min pludselige succes var: mig – fordi jeg var blevet et mindre “godt og venligt” menneske. Herefter blev mit liv til en lang række af fester, kærester, alkohol og uddannelse!

Mig. Taget februar 2014 hvor jeg var til computer-fest med mine venner. 🙂

 

I sidste ende er jeg nu er ung mand på 25 år. Jeg studerer Engelsk på Aalborg Universitet og jeg nyder hvert sekund af det! (lige med undtagelse af lektierne!). Jeg har et aktivt socialt liv og er gift med en dansk pige. Jeg er ikke længere muslim, men jeg er heller ikke noget som helst andet. Jeg har lært gennem mit liv at holde mig fra religion og blot nyde mit liv som det kommer. Jeg er Danmarks største Halo-fan (et spil). Jeg er kendt som “Mudi”. Og spørger du nogen mennesker der kender mig om hvorvidt jeg er integreret i det danske samfund, ville de svare dig at jeg er langt mere integreret end de nogensinde bliver. (Ja, jeg elsker at blande mig i politik, være med i debatterne og for mig er det vigtigt at være en aktiv og hjælpsom borger! Jeg vil gerne give Danmark tilbage for at “hun” har været der til at passe på mig!)

 

Min kone og jeg på vores bryllupsdag. Jeg havde lige tabt til hende i sten-saks-papir 🙂

 

Nu spørger du nok dig selv: “Hvad var budskabet så?”.

Ja, jeg er så glad for at du stiller dette intelligente spørgsmål, kære læser! For alt dette var min historie, min introduktion til hvem jeg er.

Jeg ankom til Danmark som Irakker. Jeg blev mobbet fordi jeg så mig selv som irakker.

Jeg prøvede at blive dansker. Jeg blev gjort til grin fordi jeg jo “ikke er dansk”.

Dette var problematikker som hjemsøgte mig i mange år. Jeg hørte ikke til nogen steder. Selvom jeg er flydende i Dansk, så er jeg stadig ikke dansk på fordi jeg ikke er født her. Jeg er dog heller helt arabisk fordi jeg ikke er flydende i sproget og ikke har været i et arabisk land i mange år (2006 til et bryllup i Tunesien, for at være mere specifik). Så hvem er jeg? Det var noget jeg kæmpede med.

Ikke mere.

For kun 4 år siden fandt jeg min løsning:

Jeg er IKKE dansker!

Jeg er IKKE iraker!

Jeg er Verdensborger.

Hvad det er? Tjoh, ser du, jeg er født på planeten Jorden. Jeg har boet hele mit liv og ender sikkert også med at dø på planeten Jorden. Jeg mener nemlig at mennesker bør give hinanden en chance! Vi er alt for hurtige til at dømme andre på så mange ting: deres sprog, deres hudfarve, deres accent, osv. osv.

Hvorfor ikke acceptere at vi alle kommer fra den samme planet? Hvorfor ikke acceptere at vi alle deler DNA? Hvorfor er mennesker så bange for alt det vi ikke kender? Og hvorfor i [censur] skal vi være så onde overfor hinanden?

Svaret finder du ikke hos mig, kære læser. Jeg har mit eget subjektive svar, men hvad er dit?

Du må meget gerne spørge dig selv disse ting, eller i det mindste give det en strøtanke engang imellem når du ikke har for travlt. Og hvis du nu har lyst, må du vel gerne kommentere på bloggen lige her under 🙂