Vi ansætter dig, som du er

Del blogindlægget

Jeg er en af de typer, der har kørt med speederen i bund hvad angår uddannelse; fra 9. Klasse til gymnasiet, videre til bachelor, og nu som 22-årig er jeg lige startet på en kandidatuddannelse på CBS.

At være studerende og sidde på skolebænken er kort sagt, det jeg er god til. Men som CBS studerende skal der mere til end bare at være studerende, når du er færdig uddannet – du skal have noget arbejdserfaring. Jeg vidste udmærket godt gennem min bachelor, at jeg skulle finde mig et mere studierelevant job, hvilket mit arbejde på biblioteket jo ikke er.

Gennem tiden har jeg fået sendt flere jobansøgninger, dog uden held. Nogle gange fik jeg et afslag som svar, andre gange var tavshed mit eneste svar.

Der kører nemlig en ond spiral, hvor firmaer helst gerne vil ansætte studiemedarbejdere med erfaring. Så står man der tilbage, som et spørgsmålstegn og ikke ved, hvordan man skal bryde igennem, hvis arbejdsmarkedet ikke selv starter med at tilbyde den udstrakte hånd.

Under bachelorskrivningen faldt jeg tilfældigvis over et jobopslag hos et nordisk konsulentfirma. Jeg sendte min ansøgning, men eftersom jeg havde fået så mange afslag, havde jeg ikke de store forventninger. Til min store overraskelse blev jeg ringet op i slutningen af juni, og blev inviteret til mit første interview på kontoret. Jeg klarede det åbenbart godt, for jeg blev inviteret til et andet interview, hvor jeg skulle forberede mig på nogle spørgsmål og en case. Men jeg var ikke den eneste potentielle medarbejder til dette interview. Her sad jeg så sammen med anden CBS ‘er, men det var nok det eneste vi havde til fælles; en ung fyr på sit andet år på bachelor, blond og blå øjne. Vi småsludrede lidt, da vi sad alene, inden interviewet skulle i gang, hvorpå jeg sagde, at det ville være dejligt endelig at skulle have et studierelevant job. ”Ja,” sagde han så. ”Man kan jo ikke leve af sine aktier for altid.”

Min veninde fortalte mig engang, at hun virkelig havde svært ved at finde sig et arbejde, fordi hun bar tørklæde. Flere af disse historier findes om folk med andet etnisk baggrund. Men det har ikke rigtigt faldet mig ind, at det også indbefattede mig. Det gjorte det så her, da jeg sad med den blonde fyr under vores andet interview.

Efter et stykke tid fik jeg et opkald fra firmaet, hvor jeg fik at vide, at interviewet gik godt, og at han kunne se noget potentiale. Ydmygt spurgte han så, om jeg stadig havde lyst til at arbejde der. Ret kludret fik jeg svaret: ”Ja!”. Fik jeg danset en sejrsdans? Tjo, det gjorde jeg vel.

Folk, der kender mig vil nok beskrive mig, som en anelse mærkelig. Jeg har desuden stadig mine helix piercinger fra min lidt alternative ungdom. Da konsulentbranchen har visse påklædningsstandarder, spurgte jeg min chef, om de vil have, at jeg skulle tage mine piercinger af til de diverse klientmøder.

Med et grin svarede han: ”Vi ansætter dig, som du er.”